En guide til webhosting

Den rigtige hostingløsning til din hjemmeside

Virksomheder, der tilbyder servere forbundet til internettet og giver diskplads og båndbredde til et domænenavn til en eller flere hjemmesider, kaldes hostingudbydere eller webhosts. Mange store virksomheder har private netværk, der giver dem mulighed for at hoste domæner på deres eget udstyr og indenfor deres eget spænd af IP-adresser. Men for de fleste, der ønsker tilstedeværelse på internettet, er en ”lejet” webhost dog en nødvendighed.

Der findes et meget stort udbud af hostingløsninger i Danmark. Nogle er gratis, mens andre koster flere tusind kroner om måneden. Nogle tilbyder kun en smule diskplads og et minimalt forbrug af båndbredde. Herefter må hjemmesideejeren klare sig selv. Andre tilbyder en lang række services som f.eks. server- og e-mailadministration, backup, assistance i forbindelse med design af hjemmesiden og fejlfinding.

I junglen af webhostingløsninger kan man risikere at havne på en server, der hoster alt fra én til flere tusind andre hjemmesider. Det giver hostingudbyderen mulighed for at holde udgifterne til udstyr og personale nede. Mange hjemmesider er simple og genererer meget lidt trafik. I sådanne tilfælde kan det være en udmærket løsning. Men når ens hjemmeside vokser i omfang og popularitet, kan man få behov for en dedikeret server.

En dedikeret server hoster, som navnet antyder, kun ens eget domæne (eller domæner). Man kan ligge én hjemmeside derpå, eller så mange man ønsker. Man har selv kontrol over adgangen. Desuden har man også mulighed for selv at overtage en stor del af serveradministrationen. På den måde kan man spare penge på support, men administrationen kan til gengæld koste en del tid. Hvis man ikke besidder ekspertisen, kan en sådan løsning i sidste ende koste mere end man sparer.

For selv at udføre de administrative opgaver på serveren og selvom man evt. hyrer hjælp udefra, er det en stor fordel selv at have lidt teknisk viden. Denne viden er nyttig såvel i forbindelse med de daglige opgaver såvel som i nødstilfælde. FTP, e-mailadministration og backup rutiner hører til blandt de mest almindelige tekniske discipliner, man bør have blot lidt kendskab til.

Når ens hjemmeside vokser til en vis størrelse og bliver mere kompleks, får man sikkert behov for at implementere en database. Det kræver dog endnu flere færdigheder både teknisk, logistisk og kreativt.

Det kan være forholdsvist nemt at implementere en database. Men at designe en database, som opfylder ens behov i forhold til ydeevne og vedligeholdelse og som ikke med tiden bliver et mareridt, kræver nøje overvejelser. Ikke alle har temperamentet til den slags arbejde. Specielt ikke de der har fokus på grafisk design, udarbejdelse af indhold og andre discipliner, der kræves for at have en hjemmeside kørende.

Der er desuden mange andre opgaver forbundet med at have en dedikeret server. Her kan nævnes kontrol af diskplads, administration af domænenavne, håndtering af registreringer og en række andre nyttige gøremål, som ikke står øverst på alles ønskeliste. En forståelse af hvordan internettet er skruet sammen og hvordan DNS virker vil også være nyttig.

Når man går på udkig efter en webhost, som skal huse ens hjemmeside, bør man nøje overveje alle disse faktorer og samtidig se sig selv i spejlet. Den type webhosting, man bør forfølge, bestemmes ud fra en kombination af hvem man er og hvad markedet tilbyder. Med andre ord skal der gøres et grundigt stykke forarbejde.



-