Gratis hosting er sjældent en langtidsholdbar løsning

Gratis webhosting - Kan det betale sig?

Alle kan lide at få noget gratis. Desværre rimer gratis sjældent på kvalitet. Til tider kan gratis webhosting ligefrem være skadeligt for ens virksomhed. Men om det kan svare sig at betale for en hostingløsning involverer en række seriøse overvejelser.

Virksomheder, der tilbyder gratis hosting, skal i sagens natur hente nogle indtægter hjem et eller andet sted fra. Så hvorfor tilbyder de gratis hosting og hvordan tjener de penge? Og hvorfor skal man bekymre sig om det, når man nu allerede får sin ydelse gratis? Det skal man, fordi alt har en pris – selv gratis ting.

Gratis hosting tilbydes eksempelvis af virksomheder, som ønsker at promovere sig og tiltrække nye kunder. De forventer at kunne fremvise deres positive egenskaber og opkræver efterfølgende gebyrer fra eksisterende kunder for at udligne tabet på deres gratis tilbud. Det er i bund og grund en form for reklame.

Men gratis hosting tilbydes af en række virksomheder, hvis primære forretningsområde ikke er at administrere webservere. Google, Yahoo og en række andre tilbyder diskplads i et begrænset omfang og et domænenavn på en server helt gratis. Man har næsten frie hænder til at anvende denne ydelse, som man lyster, men belaster man den tilstrækkeligt, risikerer man at blive lukket ned.

Hermed er en af de mere åbenlyse ulemper ved gratis hosting introduceret – begrænsningen på ressourcer.

Normalt er der kun en begrænset mængde diskplads til rådighed, når man vælger en løsning med gratis hosting. Det er dog som regel nok til at hoste et større antal sider, men hvis man ønsker at gøre brug af billeder, video og andre multimedier, bliver man hurtigt begrænset af pladsmangel.

En ligeså alvorlig begrænsning kan være belastningen. Ved gratis hosting er der ofte begrænsninger for hvor meget båndbredde, der må forbruges. Hvis ens hjemmeside bliver populær og godt besøgt, kan man risikere at blive bedt om at forlade den gratis hostingløsning eller i bedste fald at blive blokeret resten af måneden. Ofte er det nemlig sådan, at der stilles en bestemt mængde båndbredde til rådighed pr. måned. Når denne grænse er nået, kan ingen tilgå ens hjemmeside før den 1. i den efterfølgende måned.

Samtidig vil man også skulle dele udstyr med tusindvis af andre hjemmesideejere. Deres belastning kan påvirke ens egen hjemmesides ydeevne og tvinge en til at flytte til en anden hostingudbyder. Og at flytte en etableret hjemmeside involverer en række problematikker, som man i første omgang helt burde have undgået.

Gratis hosting har en anden potentiel ulempe – manglende support. Når man betaler for webhosting, får man (i hvert tilfælde i teorien) mulighed for et eller andet omfang af support. Det kan f.eks. være backup i tilfælde af servernedbrud eller hjælp til at analysere problemer med forbindelsen. Når man vælger gratis hosting, følger sådanne ydelser sjældent med.

En virksomhed/hjemmeside, som tilbyder gratis hosting, vil som regel gendanne alle filer ved en fuldstændig disk- eller serverfejl. Men hvis kun enkelte dele af drevet fejler, eller hvis man mister filer grundet virusangreb eller fejlagtig sletning, er man afhængig af backup for at kunne gendanne. Men en gratis service vil typisk ikke give denne mulighed.

Det er muligvis ikke noget problem, hvis man har en lille hjemmeside. I så tilfælde kan man kopiere filerne til en anden destination og selv gendanne hjemmesiden. Det kræver dog, at man har disciplin til at tage backup løbende og evnen til selv at gendanne hjemmesiden ud fra ens backup.

Gratis hosting giver typisk mulighed for at oprette enkelte e-mail-adresser til administration og andre opgaver. Men hvis ens behov vokser, bliver man nødt til at finde en anden løsning. Der vil desuden også være begrænset tilsyn med den medfølgende e-mailservice. Serveren er muligvis beskyttet mod spamangreb og tilbyder virusscanning. Men kun få gratis hostingservices vil tilbyde yderligere hjælp, hvis der opstår problemer på disse områder.

Den mest graverende begrænsning er dog ikke af teknisk karakter. De fleste gratis hosting services kræver, at ens hjemmeside indeholder en eller anden form for reklame, hvor indtægterne går til hostingvirksomheden – ikke til en selv. Det kan nogle leve med, men mange kan ikke.

Hvis man på den anden side lige skal i gang med at lave sin første hjemmeside, kan gratis hosting være en god mulighed for at opnå nogle tekniske færdigheder og lære om de potentielle faldgrubber. Man kan uploade en hjemmeside, lære at vedligeholde og forbedre den uden at skulle bekymre sig ret meget om den bliver hacket. Gratis hostede hjemmesider kan være en god mulighed for at få lidt erfaring på området.

De gratis services tilbyder dog sjældent de muligheder, som før eller siden er nødvendige for at drive en professionel hjemmeside. Så hvis man har planer om at vokse, kan en gratis service som udgangspunkt være en mulighed, hvis man er bevidst om, at man på sigt bliver nødt til at flytte, når hjemmesiden bliver mere populær. Men i det lange løb får man naturligvis, hvad man betaler for.



-